SIK-formandens 1. maj-tale

Først stort tillykke til alle mine ærede arbejderkammerater i dag, hvor vi fejrer arbejdernes internationale kampdag.

Fejringen af dagen sker i skyggen af den kritiske situation, corona-virussen har bragt os i. Men det hindrer os ikke i at markere dagen – corona eller ej, vi markerer dagen, fordi vi værdsætter den. Også selvom vi kommer til at gøre det på en lidt anden måde.

Det vil jeg vende tilbage til.

– – –

For det første er jeg af den mening, at vi igen bliver nødt til at drøfte forholdene omkring tilkald af arbejdskraft udefra. Det kan jo ikke være rigtigt, at betjeningen hos pølsemanden skal udføres af tilkaldt arbejdskraft. Det kan overhovedet ikke accepteres. Jeg mener ikke, at dette er i overensstemmelse med loven om regulering af arbejdskrafttilgangen til Grønland, og heller ikke med formålet om prioritering af lokal arbejdskraft.

Det ses mere og mere, at der indføres arbejdskraft på funktioner, som de lokale udmærket kan tage sig af.

Jeg ved udmærket, at nogle af de arbejdsgivere, som jeg vil kalde for ”de udspekulerede arbejdsgivere”, vil sige: ”Ja, det er fordi vi ikke kan få lokal arbejdskraft.”

Så må vi spørge: ”Hvorfor er det nu, at de lokale ikke vil søge arbejde i disse virksomheder?”

Jo, de vil ikke af en bestemt grund – nemlig, at de får nedværdigende behandling af de udspekulerede arbejdsgivere. Alligevel præmierer vi disse arbejdsgivere ved at give dem lov til at indføre arbejdskraft, som de derefter behandler skidt!

Jeg siger det, fordi vi ved, at de filippinske og thailandske arbejderkammerater får en dårlig behandling af disse arbejdsgivere mod, at de arbejder i mange timer dagligt. De bliver tilmed truet med fyring, hvis de melder sig ind i SIK. Det er helt utilstedeligt.

En del af disse udenlandske arbejdere har glædeligvis meldt sig ind som medlemmer af SIK. Og det har vist sig, at de udspekulerede arbejdsgivere har behandlet dem skidt. Der skal ikke være tvivl om, at vi vil gøre vort yderste for at få de arbejdsgivere sat på plads i den forbindelse.

Desuden mener jeg, at en del af kommunerne alt for nemt tillader unødvendigt tilkald af ufaglært arbejdskraft til opgaver, der sagtens kan udføres af de lokale. Dette må stoppes.

Det vil undre mig, hvis vore folkevalgte repræsentanter siger: ”Det ved vi da ikke noget om.” Det  ved de udmærket, det ser de, og de bliver dagligt betjent af den arbejdskraft i butikkerne.

– – –

Udvikling af landet som helhed: Jeg føler, at jeg igen bliver nødt til at tage emnet op i denne 1. maj-tale. Det har jeg gjort flere gange, og det ser alligevel ikke ud til, at der sker noget som ønsket.

Jeg vil gerne stille de folkevalgte dette klare spørgsmål: Accepterer I den udvikling, som er i vort land nu, som noget der skal være, fordi I bare tyr til holdningen ’vi kan jo ikke styre folk hvad angår spørgsmålet om hvor de skal flytte’?

Husk den kendsgerning, at også lønmodtagere flytter efter deres muligheder, og bl. a. efter hvilke interesser, deres børn har.

Når der ikke føres udvikling i deres by eller bygd, og de har ikke noget arbejde at finde her, så flytter de til et andet sted, hvor der er arbejde.

Det er derfor, at der skal føres en udviklingspolitik, der tilgodeser hele landet.

I dag kan enhver se, at byer og i særlig grad bygder oplever markant fraflytning.

Enhver kan se, at tilflytningen til Nuuk sker i et hastigt tempo. Og samtidig falder indbyggertallet i andre byer. Ifølge den seneste statistik har kun Ilulissat og Sisimiut oplevet mindre stigning i indbyggertallet – og medmindre der sker et tiltag, vil de udgøre de eneste byer, hvor folk i fremtiden bosætter sig.

Derfor er det tiden til en ny stillingtagen til, hvordan vort land skal udvikles i fremtiden. Hvis vi lader stå til, vil det gå som nogle vil, at der i år 2030  vil være 30.000 indbyggere i Nuuk. Der vil således kun være 26.000 indbyggere fordelt rundt omkring i det øvrige land.

Og hvem skal arbejde i de store fiskeriområder i det nordlige Grønland, hvordan forestiller man sig om det nordlige Grønland erhvervsmæssigt – skal det være sådan, at trawlerne henter fisken derfra og bringer den til fabrikkerne længere sydpå?

Politikerne bør nu tage en klar stilling til, hvad der skal gøres. For at tage Tasiilaq som eksempel, vil arbejdsløsheden dér blive rigtig stor, hvis der ikke etableres nye arbejdspladser. Der er jo ikke kommet nye arbejdspladser dér i mange år.

Det vil sige: Hvis vi ønsker, at hele landet bliver fortsat beboet, skal vi nu udvælge byer eller bygder, som vi gerne vil udvikle.

– – –

Der var sidste år en meget omdiskuteret forhøjelse af afgifter, som i øvrigt skabte en del røre i befolkningen, et tiltag, der (forståeligt nok) blev gjort for at skabe balance mellem udgifter og indtægter i landskassen. 

Men hvad politikerne altid skal huske er, at såfremt en afgiftsforhøjelse medfører forværring af reallønnen, det vil sige, hvad vi reelt får ud af vores løn i form af købekraft, så vil SIK til de næste overenskomstforhandlinger kræve forhøjelse af lønnen!

På nuværende tidspunkt kan man se, at forbedringerne ved sidste overenskomstforhandlinger allerede er blevet brugt op for det første år. Det vil sige, at det første år er gået uden lønforbedringer for arbejderne.

Jeg har mange gange sagt, at en vigtig opgave for politikerne efter indgåelse af nye overenskomster med de faglige organisationer, er at holde reallønnen vedlige.

 – –

Alle vil selvfølgelig stille sig taknemmeligt imod økonomiske håndsrækninger fra udlandet. Men af etiske overvejelser er det vigtigt altid at være klar over, hvor pengene kommer fra.

Nu er det en kendsgerning, at amerikanerne vil gerne ”yde bidrag” til vort lands økonomi. Og det er på sin plads at spørge til, hvilke motiver, de har for denne håndsrækning og hvad de vil opnå med det. Og: Vil de bede ”om betaling” for det senere?

Mange af vore arbejderkammerater i USA har det meget hårdt i disse dage. Arbejdsløshedstallet nærmer sig de 26 millioner. Det er meget begrænset, hvad de amerikanske arbejdere kan modtage fra landets sundhedssystem, hvis de ikke har penge nok.

Det sociale sikkerhedsnet i USA skulle være en by i Rusland. Mange arbejdere ender på gaden, når de mister arbejde – og der bliver ikke rigtigt sørget for dem.

Jo, der er ting, som vi skal passe på, hvis vi ikke skal blive fanget af USA – ikke mindst med den præ­sident, de har for tiden. Vi har da også set, hvordan han i de seneste år har trukket amerikanske bidrag fra internationale hjælpeorganisationer.

Jeg ved godt, at de 86 mio. kr. er som en dråbe i havet for amerikanerne – men det er mange pen­ge i Grønland. Det svarer til, hvad man kan få ved forhøjelse af skatten med 1 procent.

Jeg kom lidt ind på corona-situationen i starten af talen. Selvfølgelig blev vi alle sammen ængstelige og bekymrede, da krisen brød ud, fordi man ikke vidste, og stadig ikke ved, hvordan sygdommen kan kureres – og der er i dag endnu ikke fundet en vaccine imod den.

Så det eneste, vi hidtil har kunnet gøre, er at holde os væk fra hinanden i lang tid, selv fra vore børn og børnebørn – vi skulle jo nødigt smitte de kære mennesker. Det er i hvert fald en uvant, mærkelig og ubehagelig tid, vi har været igennem.

Men der er ikke andet at gøre – det er jo en ukendt fjende, vi er oppe imod.

Så er det jo godt at konstatere, at det for os er lykkedes at holde stand imod Covid-19. Takket være at arbejderkol­leger og landsmænd har fulgt myndighedernes bud. Og vi synes, at det var fornuftigt at isolere Nuuk fra andre byer, og at lukke trafikken mellem byerne. Enhver kan jo forestille sig, hvor uhåndterligt det ville være for sundhedsvæsenet, hvis smitten var  nået til de enkelte bygder og byer.

Derfor mener jeg også, at det er på sin plads at rose de politiske myndigheder for deres håndtering af krisen. Lukningen af landet og trafikken indad og udad, som gælder stadigvæk i dag, er temmelig ubehagelig – men hvis lukningen ikke havde været foretaget, så havde konsekvenserne for hele samfundet været endnu værre.

Vi har mange grunde til at takke de arbejdere, der på en god måde har sørget for, at forsyningen af levnedsmidler bliver opretholdt, nemlig butikspersonalet – de har trofast holdt stand i deres arbej­de, corona eller ej, de har betjent mange mennesker hver eneste dag – og de hører endda til de grupper i samfundet, der er i stor risiko for at blive smittet af virussen.

Derfor vil jeg sige mange tak til butikspersonalet, der trofast gør tjeneste for os, trods frygt og bekymringer.

Lige så stor tak til andre faggrupper, der i corona-tiden varetager nødfunktioner – sundhedspersonalet, personalet i alderdomshjem og handicap-institutioner, samt skraldemænd.

Selvom jeg ikke har for vane at give ros til bestemte virksomheder, vil jeg denne gang fremhæve to virksomheder, der har doneret penge til sundhedsvæsenet, og takke dem. Det er Svend Christensen og Jens Salling. Og specielt tak til Polar Seafood, der har hyret vore udenlandske arbejderkammerater, da de førnævnte udspekulerede arbejdsgivere smed dem ud ved corona-krisens udbrud.

– – –

Hvorfor vil man absolut privatisere landets ressourcer, når vi i fællesskab får økonomisk nytte af  dem i landet?

KGH/KNI m.v. blev solgt til de private for en slik. Nu vil Demokraterne privatisere Royal Greenland. De vil overdrage den til de private for en billig penge, og de har endda nævnt et beløb.

Mon Demokraterne er vidende om, hvor meget denne privatisering vil skade landets videre udvikling?

Lad mig nævne et eksempel. Da Royal Greenland’s øverste chef en gang havde for meget at skulle have sagt, blev virksomhedens aktiviteter i Maniitsoq lukket. Derefter gik det bare nedad for Maniitsoq, og det gik hurtigt med fraflytningen fra byen. Det var trist at komme til byen og se, hvor ”dødt” det hele var blevet. Fabrikken blev lukket uden i det mindste at have plan for, hvad man skulle stille op med dem, der mistede arbejdet, og uden plan for alternativ beskæftigelse.

Det er fantastisk, at det kunne lade sig gøre.

Heldigvis var Selvstyret fabrikkens egentlige ejer, og der blev truffet en politisk beslutning om at genåbne fabrikken, og der blev nu indhandlet torsk og hellefisk. Det er hidtil gået godt, selvom rentabiliteten sikkert har haft sine begrænsninger. Men for samfundsøkonomien som helhed er fabrikken i Maniitsoq rentabel. Hvis den ikke havde været der, var der blevet anvendt store beløb til arbejdsløshedsunderstøttelse.

Hvis Royal Greenland bliver solgt til de private, tvivler jeg på, om man fortsat vil drive fabrikken i Maniitsoq og en række indhandlingssteder i bygderne.

Jeg har gentagne gange givet udtryk for, at princippet med markedskræfternes frie spil, som det praktiseres i andre lande, ikke duer her i vort land. Og slet ikke, så længe de ansvarlige politikere ikke kan give et fingerpeg om, hvordan vort land skal udvikles som helhed.

Derfor kan SIK ikke anbefale, at Royal Greenland, som er et bærende element i landets økonomi, uden videre sælges til de private.

– – –

Til allersidst vil jeg gerne nævne, at de ting, man har kæmpet for, da arbejdernes internationale kampdag blev fastsat dengang for 130 år siden (i 1890), i princippet stadig har aktualitet i vores liv dag.

Dengang lagde man vægt på, at arbejderne – hvorend de stammer fra – skal støtte hinanden og have respekt for hinanden. Dette er stadig relevant og aktuelt i dag – eksempelvis med hensyn til vores indstilling til vore filippinske, thailandske samt amerikanske arbejderkolleger. Som arbejdere skal vi støtte hinanden på tværs af landegrænserne.

Med disse ord til overvejelse vil jeg endnu en gang udtrykke min tak til alle mine arbejderkammerater. I har endnu en gang vist evnen til at samarbejde under corona-krisen med de lukninger, der har været rundt omkring i landet. Ærede arbejdere – tillykke med dagen, ønsker jer en god dag trods lidt andre forhold end vi er vant til.