På tirsdag er det 30 år siden, at Jess G. Berthelsen satte sig på formandsstolen i lønmodtagerorganisationen SIK.
Tirsdag den 22. september 2020 bliver en mærkedag for Jess G. Berthelsen (62 år). Det er nemlig præcis for 30 år siden, han blev formand for SIK. Og han har bestridt formandsposten uafbrudt i denne periode.
Han var allerede næstformand, da hovedbestyrelsen indsatte ham som formand den 22. september 1990. Det blev afslutningen på en 3-års periode med hyppige, tumultariske formandsvalg. Perioden endte med hovedbestyrelsens afsættelse af den siddende formand, Kristian ”Pablo” Poulsen, efter stærk kritik af bl. a. den økonomiske praksis.
Det blev til gengæld starten på en lang og stabil periode for fagforbundet, hvor Jess G. Berthelsen blev genvalgt som formand gang på gang. Han er efterhånden blevet noget af et synonym for SIK og for de ting, organisationen står for.
Men at de 30 år har været stabile ledelsesmæssigt, er ikke ensbetydende med, at tingene har stået stille i SIK. Der skal nemlig ske noget konkret hele tiden omkring Jess – med eller uden ham selv. Og hvis en god sag ikke kan opnås på en bestemt måde, han har forestillet sig, må den kunne opnås på en anden måde og måske i en anden form. Hovedsagen er, at det bliver godt for arbejderne.
Med Jess ved roret har SIK således udviklet sig progressivt både som organisation og i forhold til sine kerneopgaver i samfundet. Arbejdet sker ved politisk lobbyisme og ved udvikling af overenskomster og aftaler.
Et af de konkrete resultater heraf er oprettelse af de såkaldte socialfonde, som mange benytter sig af i dag med stor glæde, da hovedtilbuddet her er ledsagelse ved alvorlig sygdom. ”Verdens bedste social- og sundhedsforsikring,” som Jess selv har kaldt det.
Jess er på farten hele tiden med forskellige opgaver og møder. På selve mærkedagen vil han således være på vej til København til et møde om investeringer i sin egenskab af bestyrelsesformand for pensionsselskabet SISA, grundlagt af SIK i 1994.
Klik her for at læse nærmere om SIK’s historie.