Billeder fra 1. maj-arrangementet i Ilulissat. Læs også lokalafdelingsformand Else Jonna Villadsens tale.
1. maj-arrangementet blev holdt i Forsamlingshuset.
Opmuntringspriser blev givet til mange års medlemmer.
Else Jonna Villadsen, formand for SIP Ilulissat, holdt tale med følgende manuskript:
Ærede arbejdere, vore æresmedlemmer og alle jer, der er til stede her.
Vi er samlet for endnu en gang at fejre og markere arbejdernes internationale kampdag.
Heldigvis har vi igen fået mulighed for at samles, om end i begrænset omfang. Trods Covid-19 og alle de restriktioner, den har ført med sig hele det foregående år, har vi dog fortsat kunnet være i kontakt med hinanden ved hjælp af den nye informationsteknologi.
Vi har for nylig haft valg til både kommunalbestyrelsen og til Inatsisartut. På den baggrund har vi grund til at have gode forventninger, fordi mange af de programpunkter, der blev fremført under valgkampen, lægger op til bedre vilkår for arbejderbefolkningen.
Vi skal dog ikke sænke paraderne. Vi skal holde fast og selv markere og tydeliggøre vore mærkesager og rettigheder. I den senere tid har vi nemlig oplevet kedelige sager med bortvisninger fra arbejdspladsen. Vi vil holde fast ved, at overenskomststridige handlinger på ingen måde kan accepteres.
Vi er så heldige, at vi bor i en by, som hører til de steder i Grønland med færreste arbejdsløse. Men som arbejdere i beskæftigelse har vi store udfordringer. Vi oplever gang på gang at blive udkørt, når der er for få til at gøre arbejdet – vi bliver jo ved med at slæbe uden rigtigt at hvile os undervejs. Det sker især i det sociale arbejdsområde. Hvis man fortsat ønsker at beholde den stabile arbejdskraft, må arbejdsgiverne i særlig grad respektere behovet for hvile. Og vi skal holde vore rettigheder klarere i hævd.
Hvad angår Avannaata Kommunia bør det pointeres, at fejlbehandling af personalesager burde være et problem, der løses for alle på én gang, eftersom vi betaler skat til kommunen. Der skal en ordentlig og fornuftig styring til for at ansættelser og afskedigelser ikke skal føre til en masse spild af skatteydernes penge.
En by i udvikling og hvor der anlægges mange virksomheder, kræver mange hænder i beskæftigelse. Vi kan se, at der indføres udenlandsk arbejdskraft i betydeligt omfang. Vi hjemmehørende har således en stor udfordring med behovet for kompetenceudvikling og dygtiggørelse. De private arbejdsgivere har også en stor udfordring på området. Og her må vi erkende, at vi har brug for at løse problemerne i fællesskab.
Hvis vi skal byde vore børn – som vi jo kalder for vores fremtid – ordentlige vilkår at vokse op i, skal vi tage vare i vores sundhed, og her er der behov for en vedvarende oplysning, ligesom vi har brug for at blive budt ordentlige arbejds- og lønvilkår.
I den forbindelse må jeg bede vore politiske myndigheder om særligt at være opmærksom på de forhold, som slid på arbejdet fører med sig i form af fysiske lidelser, som igen presser hårdt på behovet for førtidspension. Disse forhold indskrænker folks muligheder for at have en god og fredfyldt alderdom. Vær opmærksom på det.
Til sidst vil jeg gerne ønsker jer en god arbejdernes internationale kampdag.