Vidste du, at der i SIK’s hjemmeside findes et lille online fagforeningsbibliotek (Grønlands eneste af slagsen) med informationsmateriale?
Biblioteket findes på denne side: Klik her
Der er et overskueligt udvalg af tekstmateriale og kortfilm om fagforbundet, dets historie og netværk af tillidsrepræsentanter. Der er også noget om psykisk arbejdsmiljø.
SIK’s sekretariat anbefaler, at lokalforeningsbestyrelser og tillidsfolk på arbejdspladserne indimellen tager et besøg på dette internet-bibliotek for at hente lidt inspiration til nytte for det nære fagforeningsarbejde.
I nærværende nyhedsbrev vil vi specielt minde om den nye brochure, der er blevet udgivet i november 2024, og meddele, at foldere til hjemmeudskrift er blevet relanceret.
Den nye brochure
Den nævnte brochure har titlen ”Sammen er vi stærkere”, et slogan som fagforbundet jo anvender i mange sammenhænge. Den er beregnet til uddeling ved informationsmøder, ved medlemshvervning og ved repræsentation på forskellige måder. Den er farvestrålende og er trykt i mange eksemplarer på et professionelt trykkeri.
Indholdet giver overblik over SIK. Hvem er fagforbundet til for? Hvordan er det organiseret? Hvad kan det hjælpe sine medlemmer med?
Foreningerne kan til fagforbundets sekretariat rekvirere flere eksemplarer af brochuren, såfremt der er behov for det.
Tre foldere til hjemmeproduktion
Siden 2020 har der været publiceret mindre foldere til download fra hjemmesiden – udarbejdet sådan, at de er nemme at udskrive fra egen printer på en A4-side på hver side af arket og folde dem manuelt i 3 dele. I november 2024 har vi dog taget dem ud for at rette på nogle oplysninger, der er blevet forældede.
Men nu er folderne blevet udgivet på ny. Det drejer sig om ”Fordele ved at være medlem af SIK”, hvor man kortfattet gennemgår fagforbundets services til medlemmerne, og ”Hvad kan SIK’s socialfonde hjælpe med?” (den hed tidligere: ”Ledsagelse ved alvorlig sygdom”), som alene har fokus på socialfondene og på disses udbud.
Desuden er der en engelsk udgave af ”Fordele ved at være medlem af SIK”. Den har været til stor nytte – og kan fortsat være det – når udenlandske arbejdere henvender sig.
Folderne er at betragte som et supplerende materiale til den nye brochure. Selvom de er beregnet til udskrift fra egen printer på lokalforeningens kontor, er man velkommen til at anmode SIK’s sekretariat til at gøre det, såfremt der er behov.