Skip to content

Lønkompensation på 90 pocent til hjemsendte medarbejdere

Naalakkersuisut har efter drøftelse med arbejdsmarkedets parter besluttet fremadrettet at hæve lønkompensationen fra 75 pct. til 90 pct. for de ansatte, som virksomhederne på grund af corona-krisen vælger at hjemsende fremfor at afskedige. (Pressemeddelelse fra Selvstyret)

Hjælpepakken til arbejdstagere – også kaldet ”Arbejdsmarkedspakken” – giver virksomheder mulighed for at ansøge om lønkompensation for de medarbejdere, som de er nødt til at sende hjem som følge af COVID-19 situationen.

Frem til i dag har lønkompensationen været på 75 pct. af medarbejderens løn, dog maksimalt 20.190 kr. pr. medarbejder om måneden. Med Naalakkersuisuts beslutning, vil lønkompensationen fra og med i dag være på 90 pct. af medarbejderens løn, dog fortsat maksimalt 20.190 kr. pr. medarbejder.

En højere lønkompensation styrker virksomhedernes mulighed for at fastholde medarbejderne i beskæftigelse fremfor at afskedige dem. På den måde kan hjælpepakken til arbejdstagere være med til at mindske stigningen i ledigheden som følge af COVID-19.

Naalakkersuisut oplyser, at der fortsat er stor efterspørgsel på hjælpepakkerne til understøttelse af erhvervslivet, herunder muligheden for lønkompensation.

Naalakkersuisoq for Erhverv, Energi, Forskning og Arbejdsmarked Jess Svane udtaler: 

”Når vi sammen med arbejdsmarkedets parter har besluttet at hæve lønkompensationen fra 75 pct. til 90 pct. betyder det, at virksomhederne får lettere ved at fastholde deres ansatte igennem COVID-19 perioden. Dermed kan vi forhåbentlig understøtte, at flere arbejdstagere forbliver i beskæftigelse fremfor at blive fyret til ledighed. Det er Naalakkersuisut godt tilfreds med. Det styrker sikkerhedsnettet under befolkningen, fordi færre familier vil opleve den usikkerhed det er, når en forsørger mister sit job.”

Læs mere om hjælpepakkerne til arbejdstagere og erhvervslivet erhvervsportalen www.businessingreenland.gl (www.big.gl), hvorfra der er links til de forskellige pakker.

For yderligere information kontakt: Departementet for Erhverv, Energi, Forskning og Arbejdsmarked på e-mail: isiin@nanoq.gl
 

Ilitsersuutit – una tooruk

Retningslinier – klik her

Guidelines – click here