Ærede arbejdere, hjertelig tillykke med dagen, arbejdernes internationale kampdag. Tak fordi I med jeres gode arbejdsindsats bidrager til landets opretholdelse – uden jeres indsats vil det være umuligt at holde samfundsmaskineriet i gang. Ikke desto mindre er der ofte fokus på arbejderes manglende fremmøde, som om arbejdsgiveren slet intet ansvar og ingen skyld har i det hele. Lad os i samarbejde søge efter løsninger i stedet for at søge efter syndebukke.
Når det er sagt, vil jeg fremhæve, at vi har mange gode eksempler iblandt os på kolleger, der gennem en menneskealder er mødt på arbejde trofast og med glæde.
Således vil Ôdâq Olsens Mindefond i dag, som traditionen byder, uddele opmuntringspriser, seks af slagsen – til nogle, der har mere end 40 års arbejdsliv bag sig og er stadigvæk på arbejdsmarkedet, og til én, der har arbejdet i 56 år og gør det stadigvæk. De udgør nogle ud af de mange, der er glade for deres arbejde og har et godt samarbejde med deres arbejdsgivere.
Jeg vil bruge denne anledning til også at sige hjertelig tillykke til de ærede arbejderkolleger med deres opmuntringspriser fra Ôdâq Olsens Mindefond.
Underholdningsindslagene i 1. maj-arrangementet i Nuuk blev denne gang leveret af den velsyngende Ivaana.
Mine mange arbejderkolleger, tak for den hengivne tjeneste, I har gjort gennem utallige år for jeres arbejdsplads og for de folk, I betjener. Vi skal nemlig ikke glemme, at der er mange lønmodtagere, der stabilt møder til tjenesten og som respekterer deres arbejdsplads.
Jeg vil også bruge denne anledning sige tillykke til den nye koalition i Naalakkersuisut. Det er mit håb, at I vil samarbejde med fokus på at højne velfærdet for samfundet og for lønmodtagerne i de kommende år.
Jeg har en række bemærkninger til eftertanke for det nye landsstyre:
Det kan godt være, at folk undrer sig over, at jeg som formand for et fagforbund kredser om ønskeligheden af en sammenhængende udvikling i vort land.
Og det kan godt være, at folk undrer sig over, at jeg absolut kredser om ønskeligheden af udvikling af udnyttelse af råstoffer i vort lands undergrund uanset råstofferne indeholder uran eller ikke indeholder uran som biprodukt.
Men det er nødvendigt at tænke i sammenhæng og ræsonnere ud fra den opdaterede viden om forholdene:
Der er desværre udbrudt krig i Europa, og den har skabt krisetilstande omkring energi- og råstofforsyningen i mange lande, med følgevirkninger, der kan blive meget alvorlige for arbejderbefolkningerne. Der er stor mineindustri i Rusland med fokus på sjældne jordarter.
Jess G. Berthelsen holdt sin 1. maj-tale her i Katuaq. Andre talere var: Josef Therkildsen (formand for NSIP), Múte Bourup Egede (formand for IA og landsstyret), Erik Jensen (formand for Siumut), Hans Enoksen (formand for Naleraq) og Nivi Olsen (fra Demokraatit).
Her i landet er vi en del af verdenssamfundet, og vi er interesseret i at holde miljøforureningen i den mindst mulige størrelse.
Rundt omkring på vores klode rydder man desværre skove for at hente sjældne jordarter op. Selvom vi ikke har større skove i her i landet, har vi i vores daglige liv direkte nytte af klodens skovbevoksning. Derfor skal vi tage et medansvar og være med til at modvirke forurening og bakke op om bevarelse af skove.
Og vi, som lever i et land uden skove, hvorfor skal vi ikke kunne hente sjældne jordarter op fra vores undergrund, med eller uden indhold af uran som biprodukt – når det selvfølgelig kan ske på en forsvarlig måde hvad angår natur og miljø og ikke mindst hvad angår arbejdernes sundhed?
Det nytter at tænke på grundlag af den praktiske viden, der er opnået – og ikke binder sig til forestillinger, der hører fortiden til.
Hvad der i går var populært at tale om som noget temmelig farligt, bliver i dag vurderet som noget nyttigt, og ikke farligere end så meget andet, når det håndteres på den rigtige måde. Det er bl. a. interessant at bemærke, at man indenfor EU er begyndt at arbejde for, at energiforsyning ved hjælp af atomkraft bliver klassificeret som ”grøn energi”.
SIK’s ønske om at få minedriften sat i gang og udviklet, er selvfølgelig også baseret på økonomiske overvejelser – om at tilføre landskassen flere midler at gøre godt med.
Vi har jo en lang ønskeliste, som vi ikke kan få realiseret, fordi vi ikke har penge nok til at betale med.
Vi råber alle sammen op med ønsket om bedre betjening fra sundhedsvæsenet.
Vi råber alle sammen op med kravet om bedre behandling af de ældre i samfundet.
Vi råber alle sammen op og vil gerne have boliger, som vi er i stand til at betale.
Vi råber alle sammen op med ønsket om mindre betaling til dagsinstitutionerne.
Vi råber alle sammen op og kræver billigere billetter til at rejse for.
Vi råber alle sammen op for bedre forhold til vore børn. Men for at opnå bedre forhold til børnene, er det nødvendigt at se, hvordan forældrene har det – og det er her, deres indkomst kommer ind i billedet.
Nå vi ser på den finanslov, der bliver vedtaget hvert år af Inatsisartut, kan vi se, at der er balance mellem indtægter og udgifter – med andre ord bruger vi alle de penge, der er til rådighed, og såfremt vi skal have mere af ventelisten realiseret, som vi alle sammen råber op om, skal der være meget bedre indhold i landskassen.
Det er her, hvor politikerne skal tale med ansvarlighed – de strør sig jo gerne om sig med løfter, som ikke kan indfries.
Vi får snart de store lufthavne! Det varer ikke længe, før udvidelsen af lufthavnen i Nuuk bliver færdig. Det samme i Ilulissat. Og så skal de også i gang med lufthavnsbyggeri i Qaqortoq.
Jeg vil nu ikke være lyseslukker, men har lyst til at spørge: Hvem er det, der kommer til at lette fra og lande til disse lufthavne?
Svaret er indlysende: Det bliver i hvert fald ikke medlemmer af SIK, der normalt kommer til at benytte sig af de nye lufthavne. De har jo ikke råd til at flyve!
For nylig tog jeg sammen med en kollega til Qaanaaq for at holde medlemsmøder dér. Vi to betalte til sammen 50.000 kr. for tur-retur – ja, du hørte rigtigt: 50.000 kr.
Kan I forestille jer, hvordan vore medlemmer så kan rejse væk fra Qaanaaq?
Kan I forestille jer, hvordan de så kan besøge deres slægtninge i andre dele af Grønland?
Jeg ved ikke, hvad I tænker. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig det, de har jo ingen penge til det. Og så vil jeg spørge: Hvilken nytte har vore medlemmer af landingsbanen i Qaanaaq?
Grønland er et stort land, og vi er ikke så mange i landet. Jeg vil bruge denne anledning til at komme lidt væk fra Nuuk, og vil kredse om Qaanaaq lidt endnu.
Forureningen i hele jorden er alvorlig. For bare at tilvejebringe vores daglige fornødenheder, herunder olieprodukter og sjældne mineraler, udnyttes verdens råstoffer på en hensynsløs og forurenende måde. Der drives miner ud fra regler, som er helt anderledes slappere end dem, vi kender på vore kanter.
Således tør permafrosten op efterhånden som temperaturerne stiger på globalt plan. Det kan man i høj grad se følgerne af i den nordligste del af vores land. Permafrosten i Qaanaaq tør op. Og det kan vore medlemmer i fagforeningen mærke på en negativ måde. En del af husene er blevet skæve – og det har ført til, at de er blevet utætte og er kommet til at bruge meget brændstof til opvarmning.
Derfor er der nu akut brug for særlige tiltag i Qaanaaq.
Jeg vil endda sige, at der i Qaanaaq er en katastrofesituation. Der er hårdt brug for en særlig økonomisk indsats. Jeg ved udmærket, at beslutningstagerne vil henvise til, at der ”ikke er råd” til det – og der tænkes jo heller ikke meget om muligheder for større indtægter her i landet!
Desværre går det ikke i en positiv retning for de daglige livsvilkår for vore medlemmer. Priserne stiger bl. a. på grund af den krig, der er udbrudt. Derfor vil det være godt at vide, hvad landsstyret agter at gøre for at forbedre livsvilkårene i den situation, vi befinder os i.
I andre lande bliver der foretaget forskellige ting for at gøre livet lettere for borgerne i det daglige.
For eksempel i Danmark vil der blive givet tilskud til brændstof. Her i landet er brændstofpriserne heldigvis ikke steget endnu, men risikoen er der, såfremt krigen varer ved. Madpriserne er ved at stige kraftigt, og det er virkelig noget, som vore medlemmer kommer til at opleve hårdt.
Derfor vil jeg gerne foreslå, at man for det første foretager en omlægning af boligsikringsordningen. Maximal-grænsen for indtægterne skal hæves kraftigt, hvis børnefamilierne blandt vore medlemmer ikke skal blive ramt alt for hårdt af lavkonjunkturen.
Store skarer af vore arbejderkammerater er flygtet fra Ukraine på grund af Ruslands aggressioner.
Hvorfor skal vi så ikke kunne tage imod flygtninge her i vort land? Forestil jer at der er krig her i landet. Forestil jer at der kastes bomber mod os. Forestil jer at vore slægtninge, vore børn, bliver dræbt. Og forestil jer, at vi, for at redde livet, flygter til et andet land, men får en kold skulder dér. Ja, vi vil sandelig være i en vanskelig situation …
Derfor skal vi som verdensborgere tage et ansvar og skal kunne modtage flygtninge her i vores meget rummelige land. Dette skal udtrykkes, idet der er en del, der har talt om, at vi ikke er klar til at tage imod flygtninge.
Hvornår vil vi så være klar til at tage imod flygtninge?
Desværre har vi hidtil ikke kunnet nå til enighed om en overenskomst med de offentlige arbejdsgivere, da de offentlige end ikke har været villige til at nærme sig til vores krav. De har ikke råd, siger de.
Vi ved, at fødevarepriserne allerede er begyndt at stige her i landet, og at yderligere prisstigninger er på vej, måske med 15 til 20 procent.
Mon det er noget, som politikerne er vidende om / har fulgt med i?
Hvis de er vidende om det, vel at mærke har fulgt med i det – at forbrugerpriserne er på himmelflugt internationalt – hvorfor vil de ikke gøre noget? Hvor er landsstyremedlemmet for finanser, hvor er de politikere, der under valgkampen har ytret ønske om mere velfærd for os alle? Var det endnu en gang ord uden indhold?
De har sagt, at de arbejdede for mere velfærd. Vidste de så, at mere velfærd forudsætter mere indtjening for landskassen?
Politikerne er gået til alle de andre lønmodtagergrupper med løfter om at støtte dem i deres ønsker om højere løn. Senest har journalisterne i KNR fået den besked, at de bør have bedre vilkår, også på lønområdet.
Er de almindelige arbejdere, der er med til at holde samfundshjulene i gang, så uinteressante, at der end ikke er politisk vilje til at arbejde for at give dem bedre vilkår?
Hvor er alle de mange løfter? Politikerne blander sig i de andre fagforbunds overerenskomstforhandlinger. Men de siger ikke et eneste ord om SIK’s overenskomstforhandlinger – deres mund er helt lukket her.
Måske skal man tænke i nye baner. Måske skal man tænke på at danne et nyt parti, der vil tale for arbejdernes sag – der er jo ingen, der i dag vil komme nærmere ind på deres daglige vilkår.
De lønmodtagergrupper, som SIK forhandler overenskomster for, bliver ikke regnet for noget. Man vil ikke en gang blande sig i debatten for deres skyld. Det skal der gøres noget ved.
Samfundet skal vide, at SIK ikke har nøglen til landskassen – og at fagforbundet ikke kan tage nøglen fra Naalakkersuisut.
Vi er nemlig helt trætte af, at SIK får skylden for, at lønforholdene er sådan som de er i dag. SIK sidder ikke med nøglen til den offentlige kasse. De eneste, der kan løfte lønniveauet op, er Naalakkersuisut – de er dem, der suverænt har myndigheden til at åbne op for landskassen.
Derfor er vores krav nu, at Naalakkersuisut forhøjer arbejdernes løn sådan, at man kan leve af den.
Tak fordi jeg har fået lov til at tale. Jeg ønsker jer fortsat god og fornøjelig markering af dagen – tillykke til jer alle med 1. maj!