SIK’s hovedbestyrelse har i denne måned været på tur til Bruxelles, hvor den europæiske union EU har sit hovedkvarter. Formålet med turen var at få mere viden om EU med henblik på, at SIK kan deltage i debatten her i landet om Grønlands relationer til EU – herunder om mulighederne for et tættere samarbejde med den europæiske union.
Hovedbestyrelsen deltog i en række møder med forskellige institutioner i EU-systemet, herunder Kommissionens Generaldirektorat for Internationalt Partnerskab samt afdelingen, der arbejder med udvidelse af EU, samt Ministerrådets juridiske tjeneste i Bruxelles.
Hovedbestyrelsen havde herudover møde med Grønlands Mission i Bruxelles, hvor Tove Søvndahl Gant fortalte om missionens arbejde i Bruxelles på vegne af Naalakkersuisut (3. foto forneden) – ligesom der blev afholdt et møde med Villy Søvndal om de danske medlemmers arbejde i EU-parlamentet og hvorledes han ser på Grønlands relationer til EU (4. foto forneden).
Hovedbestyrelsen havde herudover også møde med den danske faglige hovedorganisation FH’s afdeling i Bruxelles, hvor lederen her, Dorthe Andersen, orienterede om den lobbyvirksomhed, der bliver udøvet for at påvirke beslutningstagerne i EU hvad angår arbejdsmarkedspolitikken i EU (5. foto forneden).

