Skip to content

Udtalelse: Politikere ”uden nosser”

Jeg er meget forundret over, at partiet Siumut nu slutter sig til dem, der ønsker udsættelse af høringerne om mineprojektet ved Kuannersuit.

Desværre er der i Sydgrønland samlet set færre og færre indbyggere, Narsaq inkluderet. Og her er mangel på arbejde selvfølgelig hovedårsagen.

Vort fagforbunds medlemmer i Narsaq er ramt af denne arbejdsløshed. Det er jo efterhånden mange år siden, at der sidst blev skabt en ny arbejdsplads i byen. Og forladte, tilskoddede huse er her ikke noget særsyn.

Derfor mener SIK, at det er bydende nødvendigt at skabe arbejdspladser i Narsaq. Den nye arbejdsplads, som vil kunne blive etableret i forbindelse med Kuannersuit-projektet, vil jo ikke kun gavne beskæftigelsen i Narsaq, men den vil være til gavn for beskæftigelsen og økonomien i hele landet. Ledigheden er jo stor mange steder i Grønland.

Siumut bliver nødt til at se i øjnene, at Inuit Ataqatigiit aldrig vil komme til at synes, at en oplysningskampagne er tilstrækkelig. Inuit Ataqatigiit har låst sig fast i sin nultolerance i forbindelse med udnyttelse af mineraler, der eventuelt indeholder lidt uran. Det vil sige, at selvom der gennemføres 100 informationskampagner, så vil partiet kræve endnu flere informationskampagner.

Ved man forresten, hvor stor en del af befolkningen i Narsaq, der er imod mineprojektet?

SIK håber ikke, at mineprojektet bliver forhalet unødvendigt.

Hvem siger, at et andet sted i Sydgrønland, hvor der er mulighed for minedrift, Killavaat, er helt fri for uran?


Jess G. Berthelsen
Formand for SIK