Skip to content

Rederne, besætningerne og samfundet rammes

Naalakkersuisoq for fiskeri Hans Enoksens beslutning om at skære 10 procent af de udenskærs fiskekvoter vil ramme trawlerbesætningerne hårdt.

Besætningen på en trawler får løn af skibets omsætning, og falder kvoten, så falder lønnen også. 

Der er cirka 1.400 beskæftigede i flåden. De risikerer alle at blive ramt af lønnedgang, og i år vil cirka 150 besætningsmedlemmer desuden blive arbejdsløse i mindst en måned. Det sker, fordi 10 procent af kvoterne ifølge Hans Enoksen skal gå til nye aktører i fiskeriet, selv om der allerede er overkapacitet.

Beslutningen om at skære i kvoterne vil ramme samfundsøkonomien negativt, erkender Hans Enoksen. Det påvirker ham ikke, men det skaber stor usikkerhed i fiskerierhvervet, at en beslutning, som vi formoder, at den samlede koalition står bag, spiller højt spil med det erhverv, som er den absolut største bidragyder til Landskassen. Alene de to største seafoodselskaber står for 26 procent af den grønlandske økonomi, og i 2015 udgjorde fiskeriet 53 procent af den samlede eksport og 15 procent af den samlede beskæftigelse.

Værditilvæksten i det havgående fiskeri er desuden tre gange så høj som i det kystnære fiskeri målt i værdiskabelse per beskæftiget.

Hans Enoksen mener ikke, at den besluttede kvotenedskæring vil betyde noget for trawlerrederierne. Hvis han havde haft en dialog med erhvervet, ville han imidlertid vide, at nedskæringen har stor betydning for indtjeningen i erhvervet. I en årrække har parterne i fiskeriet været enige om at udnytte den eksisterende kapacitet så effektivt som muligt. Det har medført en væsentligt mere stabil indtjening for rederier og trawlerbesætninger end tidligere, da der var stor overkapacitet i flåden. Nu frygter vi en tilbagevenden til den hårde tid, da konkurser var hverdagskost og besætningernes indtjening beskeden.  

Hans Enoksens beslutning er et angreb på den langsigtede overlevelse af det grønlandske fiskerierhverv og en fornuftig indtjening til besætningsmedlemmerne, som får udhulet deres eksistensgrundlag. SIK og Grønlands Erhverv finder beslutningen særdeles uklog.
 

Jess G. Berthelsen 
Formand for SIK  
Brian Buus Pedersen
Direktør i Grønlands Erhverv