1. maj 2023 i taler og billeder

I en række byer er der traditionen tro fejring af arbejdernes internationale kampdag med taler. Læs på denne side SIK-formandens tale og manuskriptet til en tale i en af lokalforeningerne i Qeqertarsuaq.

Fotos: Længst nede på siden

Jess G. Berthelsens tale ved arrangementet i Nuuk Forsamlingshus:

Ærede arbejdere, tillykke med dagen den 1. maj, arbejdernes internationale kampdag.

Der står mange ting på to do-listen her i landet; arbejdsløshed dér, mangel på arbejdskraft hér. Dalende befolkningstal – når man lige ser bort fra Nuuk. Det syge sygehusvæsen. Stor boligmangel nogle steder, samtidig med, at alt for høj husleje bebyrder mange. Alt for man­ge unge, der ikke starter på en uddannelse. Ja, sandelig, der er en lang liste over ting og forhold, der skal gøres noget ved.

En veldreven virksomhed bygger på en god økonomi. Og et veldrevet land bygger på samme måde på en økonomi i udvikling. Derfor skal vi skaffe en god økonomisk basis for vort land. Det vil vir­ke positivt for os alle i landet.

For at komme så langt frem, skal vi tage hånd om det, som jeg mener er det største problem, nemlig den måde, vi taler med eller til hinanden på. Det kan godt være, at vi er så få her i landet, at vi ikke kan finde nogle, som vi kan skyde skylden på, så vi efterhånden må nøjes med at plukke fjerene af hinanden – ved at pege fingre ad og bagtale hinanden osv. Når det begynder at gå godt for vore grønlandske landsmænd, begynder vi nemlig at hakke ned på dem.

Flere og flere penge går til at fjerne børn fra deres forældre for at placere dem udenfor hjemmet. Det er ikke på sin plads, har jeg altid ment. Og det meldes, at der skal bevilges endnu flere penge til plejeforældre. Og vi fester, når der nye børnehjem indvies – selvom vi egentlig skulle ærgre os.

Vi bør stille spørgsmålstegn ved, at der bruges flere og flere penge til anbringelse af børn uden for hjemmet. Børn skal jo i grunden vokse op hos deres forældre.

En af grundene til, at forholdene er, sådan som de er i dag, er beklageligvis det, at levevilkårene er så tunge her i landet. Mange af vore medborgere kæmper hårdt, fordi huslejen er så høj, at rådighedsbeløbet for den pågældende måned ikke er nok til daglige fornødenheder uanset hvor mange gange, man vender beløbet. Mere end en gang har jeg hørt denne bemærkning:  Vi kan lige så godt bruge pengene med det samme. De rækker alligevel ikke indtil den næste lønningsdag.

Det er bl. a. derfor, at der går flere og flere penge til børnehjemmene. Og for at vende denne dårlige udvikling, skal folks daglige levevilkår gøres lettere.

Alle ved sikkert, at jeg har modsat mig byggeriet af nye lufthavne. Men vort parlament har besluttet at bygge tre nye lufthavne. Derfor har det undret mig, at Siumuts formand har udtalt, at lufthavnen i Kangerlussuaq fortsat skal benyttes af store internationale passagerflyvemaskiner.

Hvor er det, vi skal hen? Mod øst? Mod syd? Mod vest? Mod nord?

Anlæggelsen af især de internationale lufthavne i Nuuk og Ilulissat er nok i sin art de dyreste, der er fundet sted på Jorden. Derfor skal det være i vores interesse, at de fleste flyvemaskiner lander til de to, såfremt de skal kunne tjene sig selv ind. Eller sagt på en anden måde: Hvis vi skal undgå, at vore børnebørn og oldebørn kommer til at afbetale de nye lufthavne i mange, mange år.

Her i landet har vi alle sammen et ønske om at højne velfærden. Sådan skal det også være. Vi lægger derfor fortsat vægt på, at så meget som muligt af vores økonomi får omløb indenfor landet. Derfor kan jeg fortsat ikke forstå, hvorfor en række fagforbund sagde ok til, at de penge, som deres medlemmer havde sparet op til pension, ved nedlæggelsen af PFA Soraarneq blev over­­ført til Danmark, nemlig til PFA. I forbindelse med denne transaktion lod man disse fagforbunds medlemmer betale 400 mio. kr., hørende til deres pensionsopsparing, til den grønlandske landskasse.

Ikke underligt (eller: det burde man have undret sig over), at Selvstyret slet ikke havde noget imod det. Der kom jo uventede ekstra indtægter på 400 mio. kr. som man kunne bruge til at finansiere de nye lufthavne.

Men her kommer det mest fantastiske: Ifølge tallene fra 2021 er der fra Grønland indbetalt 615 mio. kr. til pensionsopsparing i Danmark. Ja, I hørte rigtigt!

Det er virkelig noget, man kan sætte spørgsmålstegn ved.

Hvor er det, vi skal hen:  Mod øst? Mod syd? Mod vest? Mod nord?

Man siger, at vi skal have selvstændighed. Men selvstændighed kræver nødvendigvis evne til at forsyne sig selv. Det sker indimellem, at vi via landskassen overfører penge til selvstyreejede virksomheder, da det jo bare er nødvendigt, og det er i sig selv ok, naturligvis.

Inatsisartut har besluttet – vel at mærke besluttet – at de store bryggerier udenfor landet fremover frit skal kunne indføre øl og læskedrikke til Grønland. I den forbindelse sagde et medlem af Inatsisartut, at Nuuk Imeq bare skal være dygtigere til at konkurrere med de store bryggerier. 

Jamen, hvordan skal Nuuk Imeq hamle op med de internationale giganter, der dagligt sælger drikke af oceanvise mængder? Jeg spørger igen: Hvordan skal Nuuk Imeq kunne konkurrere med bryggerigigan­ter, der præger de internationale markeder?

Skal det være sådan, at vi skal ofre mindst 100 arbejdspladser for at stille Inatsisartut-medlemmers og en del landsmænds tørst efter anderledes sodavand og dåsedrikke?

Det er nemlig ikke kun de 50 medarbejdere i Nuuk Imeq, som her mister arbejder. Nuuk Imeq genererer jo også beskæftigelse andre steder på kysten.

Vi bør skamme os.

Måske er Inatsisartut-medlemmer blevet så vante til at give tilskud til erhvervsvirksomheder, at de ikke gider at at se på Nuuk Imeq, som kommunen jo er medejer af, og som hviler i sig selv. Det er måske det, de ikke kan lide.

Jamen, landskassen skal jo fyldes op, hvis vi skal blive selvstændige. Der er brug for skatteindtægter fra beskæftigede medarbejdere. Hvor er den minister i Naalakkersuisut, der har selvforsyning som sit ressortområde? Har han misforstået sin ministeropgave? Man kunne nemlig i det mindste forventet af ministeren, at han forsvarede Nuuk Imeqs fortsatte eksistens. Faktisk burde han være blevet udnævnt som forsvarer af virksomheden. 

Jeg vil gerne sige til Inatsisartut, at det ikke kan blive for sent at omgøre beslutningen. I har mulighed for at ændre beslutningen.

Men såfremt beslutningen om at lukke Nuuk Imeq bliver fastholdt, skal I, medarbejdere i Nuuk Imeq og andre berørte, tænke jer grundigt om ved næste valg til Inatsisartut. Husk, hvem der i Inatsisartut var med til at træffe beslutning om lukning.

Det, vi taler om, er jo det samme som en beslutning i Inatsisartut om at trække den økonomiske støtte til fåreholder-erhvervet væk, og på den måde åbne helt op for indførsel af lammekød fra hele verden.

Jeg gentager spørgsmålet: Hvor skal vi hen? Mod øst? Syd? Vest? Nord?

Ja, der er virkelig mange punkter, der kan skreves på to do-listen for vort store land, heraf nogle her:

• Vort sygehusvæsen er sygt, det kører ikke optimalt.
• Der er ikke vedligeholdt på det sociale boligområde i mange år, selvom der fra jeres huslejer hensættes midler til vedligeholdelse – og selvom vi i sin tid har fået boligerne gratis fra Danmark.
• Når vi kræver mere i løn, ved vi altid i forvejen, hvilket svar vi vil få: Der er ikke råd til det.

Hvor er den minister i Naalakkersuisut, der har råstoffer som sit ressortområde? Mon han er blevet indsat som minister for at sørge for, at der ikke udnyttes råstoffer? Sådan lyder det jo, siden han har så meget imod minevirksomhed. Måske burde hans ministerområde omdøbes til: Naalakkersuisoq for nul udnyttelse af råstoffer.

Jeg har mere end én gang slået til lyd for, at vi skal tiltrække internationale virksomheder til Grønland, så vi kan få nye indtægter. Men sådan skulle det ikke være. Hvis det fortsat ikke er det, man ønsker, så lad os satse på at udnytte det, vi har i forvejen af ressourcer her i landet – ressourcer, som vi kan bruge til at skabe mange nye arbejdspladser, de mineralske råstoffer, uanset om de indeholder uran som biprodukt eller ej.

Vi bør her i landet have mere mod og offervilje. Vi er så glade for moderne biler, computere, mobiler m.v. hvis komponenter er produceret i andre lande ved anvendelse af sjældne jordarter, som indeholder uran – komponenter, som vi med stor taknemmelighed, og uden forbehold, anvender til daglig. Og det gør vi samtidig med, at vi forbyder udnyttelse af samme mineraler, der findes i vort eget område. Det er det samme som at sige: Skidt med at arbejdere i udlandet bliver ramt, bare vi ikke bliver ramt. Det kan da ikke passe.

Her i landet findes nemlig betydelige mængder af sjældne jordarter, som der er stor efterspørgsel på i hele verden, og som der for tiden er god betaling for. Disse vil vi slet ikke røre ved, for de skulle være alt for farlige. Vi er ganske lige som visse danskere – de bygger vindmøller til fordel for en grøn verden, men de skal endelig ikke placeres i nærheden, dér, hvor de bor.

Vort land kan ikke bygges op på denne måde. Det er jo op til os selv at afgøre, hvor godt arbejdsmiljøet og -sikkerheden skal være for medarbejderne i en minevirksomhed.

Vort grønlandske samfund skrumper ind talmæssigt. Grønlands Økonomiske Råd har skønnet, at hvis udviklingen fortsætter på den måde, vil der kun være 48.000 indbyggere i Grønland i år 2050. Når vi efterhånden bliver så få mennesker her i landet, kan andre nationer sikkert komme hertil frit og grave de sjældne jordarter op, som de har været så ivrige efter i så lang tid, og udnytte dem til deres fordel. Og så vil vi bare se på, at de gør det.

Når vi nu er så få i denne nation, er det livsnødvendigt, at vi samarbejder og hjælper hinanden – det gælder om at drive vort land på en god måde. Jeg mener, at vi zigzagger for meget her i landet. Vi bør være mere målrettede, og vi bør tage ansvar og gå efter målet uden for meget slingrekurs.

Der skal ske noget her i landet. Vi skal videre. Formanden for Naalakkersuisut ynder at bemærke, at vi lever i et fredfyldt land. Skal det mon forstås sådan, at der slet ikke skal ske noget, så vi fortsat kan leve i fred og uden at blive forstyrret?

Ja, det er i selv sig meget godt, at vi lever i et fredfyldt land. Men det kan vi ikke leve af. Mange familier har næsten hver dag sørgelige oplevelser i forbindelse med, at det ikke går godt for sundhedsvæsenet. Mangen en alvorlig sygdom bliver opdaget for sent.

Denne tingenes tilstand skyldes også slet og ret, at vi fattes penge. Derfor vil jeg gerne gentage spørgsmålet om, hvor mange mennesker, der vil dø af sygdom, fordi der bliver åbnet en mine ved Narsaq. Og på den anden side har vi et spørgsmål om, hvor mange af vore fagforeningsmedlemmer, der vil dø af sygdomme, der ikke behandles ordentligt fordi vores sundhedsvæsen fattes penge og går dårligt.

I dette land bør vi alle sammen stille større krav om velfærd. Eksempelvis bliver mange af vore medlemmer, der går på pension efter 40 års tjeneste for landet, sat til at tigge, fordi der kun bliver 1.000 kr. tilbage, når alle de faste månedlige udgifter er blevet betalt.

Til sidst vil jeg endnu en gang sige tillykke med arbejdernes internationale kampdag.

Jess G. Berthelsen
Forbundsformand

► Klik her for at hente talen af Anda Kristiansen som er formand for arbejderforeningen i Qeqertarsuaq