1. maj-talen

Her kan du læse den fulde ordlyd af Jess G. Berthelsens tale som SIK-formand i Katuaq.

Ærede arbejdere, stort tillykke med Arbejdernes Internationale Kampdag. Jeg vil ligeledes lykønske de valgte til kommunalbestyrelserne og til Inatsi­sar­tut, tillykke med jeres valg i demokratiets navn for at arbejde for hele befolkningen.

Tillykke til de nye Naalakkersuisut medlemmer også. Vi har jo lyttet til de nye Naalakkersuisuts valgløfter, derfor forventer vi også at disse bliver realiseret.

Borgernes velfærd var blandt valgtemaerne, og derfor har vi store forventninger til de kommende overenskomstforhandlinger. Vi husker udmærket, at det blev politisk besluttet at give særlig lønstigning til pædagogerne, og det skete også på opbakning fra de politikere, som nu er blevet til Naalakkersuisut.

Ikke fordi vi har noget imod det – vi under dem de forbedrede lønforhold. Men, hvis ikke der skal være forskelsbehandling af de ansatte i børneinstitutionerne, så regner vi også med, at andre ansatte får samme lønløft. Børneinstitutionerne vil jo næppe kunne drives uden dem. Husk på at, når der i en stue i børneinstitutionen er én pædagog, så er der to ansatte, som er medlemmer af SIK, og hvis de to med­lemmer af SIK ikke arbejder, så kan stuen ikke fungere. Børneinstitutionerne kan heller ikke køre, hvis vores medlemmer, som gør rent og laver mad ikke arbejder.

Man skal ikke mindst være opmærksom på, at der mangler mange andre arbejdere, blandt andet i plejehjemmene, fordi lønnen er for lavt. Og der er stor udskiftning blandt arbej­der­ne i plejehjemmene. Vi mener bestemt, at det er den lave løn, som er den største årsag til den store udskiftning.

Dengang man politisk blandede sig og gav særlig lønforhøjelser til pædagogerne var argumentet, at vi manglede pædagoger, fordi deres løn var så lavt. Derfor vil vi også regne med, at man politisk vil blande sig og give lønløft til f.eks. de ansatte på plejehjem – hvis man vil undgå forskelsbehandling. 

Jeg undrer mig over, at man i forbindelse med valget ikke fik sig selv til bare at næv­ne de arbejdere, som holder landet igang. Hvis vores medlemmer i fiskefabrikkerne ikke arbej­der kan dette land ikke være igang. Fordi, hvis ikke de arbejder, så er der ingen løn til hverken jer eller mig. Derfor må og skal der lønløft til arbejderne i vores virksomheder, også fordi der kan være mangel på arbejdskraft i fabrikkerne.

Jo, når pædagogernes løn kan løftes efter politisk indblanding, så kan fiskefabriks­arbej­dernes løn også løftes i vores samfunds ejede virksomhed Royal Greenland ved at bede ejerne i forbindelse med generalforsamlingen at afsætte flere penge til arbejdernes løn. 

_  _  _

Valget af ledelsen af landet er nu overstået. Vi mener dermed, at de valgte politikere skal arbejde for at realisere de ting jeg nu vil remse op.

Udvinding af råstoffer, som har gode indtjeningsmuligheder, bør opstartes nu. Vi har virkelig brug for at etablere nye erhverv, fordi hvis fiskeriet på et tids­punkt mis­lykkes vil vi stå uden anden væsentlig indtægt. Vi producerer jo intet andet. Iøvrigt må vi for at undgå overfiskeri også eta­blere nye arbejdspladser, da vi har brug for andre indtjeningsmuligheder end fisk.

Det er virkelig af gode grunde ærgerligt at råstofudvindingen ved Kuannersuit ikke ser ud til at blive til noget. Fordi vi havde håbet på, at vores medlemmer, også de arbejdsløse i Sydgrønland kan få sig et job. Men havde ellers også håbet at landets økonomi ad den vej kunne forbedres, blandt andet fordi vores sundhedsvæsen er syg, på grund af manglen på penge.

Sundhedsvæsenet er på mange måder sygt. Blandt andet fordi det mangler penge, selv om der bruges 1,5 milliarder kroner om året til sundhedssystemet. Tallet vil nok også være stigende de kommende år.

Et eksempel på at sundhedsvæset er sygt: Fordi en patient ikke blev serviceret til

fredsstillende tog de til Danmark og blev tilset fra et privat hospital og her fik personen konstateret kræft. Men de kan ikke bare lige overdrages til behandling på danske hospitaler. De skal først tilbage til Grønland, og vente på en specialist, som vil komme fra Danmark, måske om en måned, men som kan henvise patienterne til Danmark.

Det kan simpelthen ikke være sandt, og kan ikke kaldes for andet end leg med menneskeliv. Hvor mange menneskeliv har dette syge sundhedsvæsen krævet indtil nu?

Turismen bør koordineres, således at det tjener til Landskassen og kommunernes kasser. Det var overraskende at høre borgmestrene i henholdsvis Avannaata og Qeqqata Kommunia, som konstaterer, at de ikke har mærket noget skatte­mæs­sigt ved turisternes udeblivelse i forbindelse med coronatiden sidste år. Og så byg­ger man landingsbaner for at tiltrække turismen.

Desværre er der rigtig mange unge her i landet, som er gået i stå, selv om vi mangler hænder mange steder. Derfor må man gøre noget ekstraordinært for at de unge kan være med til udviklingen af landet. Men vi skal huske på, at vi ikke kan få dem igang bare ved at pege fingre ad dem. Husk på, at vi alle i samfundet er ansvarlige for at man er havnet i denne situation. Derfor må disse unge findes i samarbejde med Majoriaq, hvor man henvender sig, når der skal ansøges om en uddannelse eller job. Og de skal have en plan.

Vi må give vores ældre bedre forhold til deres alderdom. Deres alderspension må og skal stige. Gang på gang hører vi vores medlemmer som vælger at arbejde selv om de er over pensionsalderen, fordi de ganske enkelt ikke har råd. Det er ikke godt nok. 

Boligmangel visse steder er meget alvorligt, og hvis sunde og stærke børn skal skabes, ja så må de bo et trygt sted. Derfor må man tilpasse indkomstloft for boligsi­kring. Vi har jo mange medlemmer, som har overskredet grænsen. Og i øvrigt mener vi, at huslejen højest må ligge på 30% af indkomsten. Vi nedriver jo boliger på kysten fordi de ikke bruges, og på den anden side, så må vores medlemmer i Nuuk vente i 15 år for at få en bolig.

Der er virkelig brug for at diskutere, hvordan landet skal udvikles. Vi kan blive ved med at køre som vi gør idag. Sidste år steg antallet af borgerne i Nuuk med 430. Enhver kan regne ud, hvor stor udvandringen vil være fra kysten, hvis vi bliver ved med at køre som vi gør. Det er på tide at udpege byer og bygder, hvor en udvikling ønskes. Gør man ikke det, så opnår de, hvad de har sat sig til måls – nemlig at borgerne i Nuuk er 30.000 i år 2030. Flot målsætning, men snæversynet. Vi må jo spørge: Hvad med resten af kysten?

Til sidst og ikke mindst håber jeg at de valgte til Inatsisartut og til kommunalbesty­relserne i fælleskab vil samarbejde for at opnå bedre velfærd i samfundet. Fordi des­værre flytter flere og flere af borgerne til Danmark i utilfredshed over vilkårene her i landet.

Det må vendes om. Lad os arbejde for at få grønlændere som er flyttet til Danmark tilba­ge hertil, da de sandsynligvis ikke vil hjem her til landet, hvis vilkårene ikke bliver forbedrede.

Til afrunding vil jeg sige mange tak for dem som har ydet stor service til samfundet i forbindelse med covid-19. Arbejderne i plejehjemmene, de ansatte i sundhedsvæsenet og ikke mindst af hjertet tak til de ansatte i butikkerne. Mens vi andre løb vores vej, skræmte for corona, var I på arbejde, så vi andre kan købe vores mad. Hvad ville vi havde gjort, hvis også I løb jeres vej? Men vi fik da placeret jeres vigtige rolle i samfundet. Derfor skal der helt sikkert lønløft også til disse arbejdere.

_  _  _

Til sidst vil jeg bruge et citat fra Biblen, som er meget relevant den dag idag: „Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes“.

Vi er et lille folk og eftersom hele den meget lange kyststrækning er befolket, har vi brug for hinanden. Og takket være at vi alle er forskellige, tænk hvor kedeligt livet ville være, hvis vi alle var ens, ikke sandt. Jeg har aldrig mødt en fejlfri person.

Det jeg mener er, at vi ikke har ret til at dømme, det har vi instanser til, som et civiliseret folk. Vi har ikke ret til at nedtrampe på folk, som allerede ligger ned, og hvis folk allerede er blevet dømt, har vi ikke ret til at dømme yderligere.

Hvem vil leve her i landet, hvis vi skubber folk, som har begået overtrædelser af lovene, væk, som var de ubrugelige. Vi har som folk en forpligtelse til at byde dem velkommen i samfundet igen, fordi hvis ikke vi gør det, så kan vi ikke løfte dette land i fælleskab.

Derfor vil jeg foreslå at vi, dømt som ikke dømt, uanset partifarve, lover hinanden, samarbejde for landets bedste i samfundet og råbe trefoldigt hurraa. 

Endnu engang tillykke med arbejdernes kampdag!

Jess G. Berthelsen
Forbundsformand