Arbejde og bedre velfærd er såmænd også menneskerettigheder

Nye indtægter for landet er nu helt påkrævet for at sikre bedre daglige vilkår for vores medlemmer i fagforbundet. (Kronik af formanden for SIK, Jess G. Berthelsen).

Gennem mange situationer i overenskomstforhandlinger gennem årene har jeg hørt den indvending, at Grønlands landskasse ikke har råd til større lønforbedringer. Selv i Inuit Ataqatigiits tid i landsstyret tilbød man os i ramme alvor 1 procents stigning over en fire-års periode. Og vi brugte en masse tid på at få deres tilbud ændret til det acceptable.

I dag lever vi i den kendsgerning, at Selvstyrets egne indtægter andrager 2,9 mia. kr. årligt. Andre 3,9 mia. kr. er bloktilskud fra Danmark. Desuden får vi godt 300 mio. kr. fra EU. I alt er der således årligt 7,1 mia. kr. til rådighed.

De ansatte i det offentlige (Selvstyret og kommunerne) får tilsammen 2,7 mia. kr. i løn om året.

Med andre ord: Hvis tilskuddet fra Danmark nu falder bort, vil der kun være 200 mio. kr. tilbage til årlig dækning af udgifter for det sociale område, boligbyggeri, sundhedsvæsen, skoleområdet m.v.

Visionerne

Der er mange af os, der har visioner om selvstændighed, hvor vi er en suveræn stat. Og der er sandelig lange udsigter i den henseende, hvis vi ikke får nye indtægter.

I mange år, i hvert fald i de sidste 30 år, har man talt om landbrug, fåreavl og turisme som de erhvervsområder, hvor vi har mulighed for at udvide indtjeningen. Men der har her ikke været større bevægelser i den retning. Som samfund tilfører vi til gengæld midler til fåreavl, Neqi A/S og skindgarveriet. Da disse områder ikke kan hvile i sig selv forretningsmæssigt, må landskassen træde til og give tilskud.

I dag er vi i gang med større afgiftsbelægning af havets ressourcer, nemlig hellefisk og rejer. Og rejeafgiften bliver af trawlerejerne beklageligvis sendt videre til bl. a. vore medlemmer i fagforbundet. Så er det et spørgsmål om det kun er fiskerne og trawlerbesætningerne, som vi fremover kom­­mer til at hente afgifter fra. Og hvor meget kan det blive? Og hvorfor skal det kun være fisker­ne, der på den måde skal tilføre landskassen penge. Selvfølgelig skaber vore fagforeningsmedlemmer værdier med deres arbejde i fabrikkerne.

Selvfølgelig kan vi beslutte at forhøje skatterne – så vi kan hente de 3,9 mia. kr. som svarer til blok­tilskuddet fra Danmark.

Vi skal bare vide, at 1 procents skattestigning kun vil bringe 70 mio. kr. Og så kan vi forestille os, hvor mange ekstra skatteprocenter, der skal til for at dække de 3,9 mia. kr.

Et stort ønske

Lad mig så komme til kernen: Jeg har et stort ønske om, at mine børn og børnebørn får livsvilkår, der er bedre end det mine medlemmer er forundt. I dag er det jo sådan, at enlige lønmodtagere i mellemindkomstgruppen med et par børn i husstanden har det virkelig hårdt med at få pengene til at slå til. Efter at månedens faste udgifter er betalt, er der ofte kun 1500-2000 kr. tilbage, hvis man er heldig, til at leve for. Dertil kommer, at der skal være penge til indkøb af tøj til børn, der er i voksealderen.

Derfor slår jeg højt til lyd for, at der skal etableres en mine ved Narsaq – så vi kan tilføre flere pen­ge til forbedring af de daglige livsvilkår, og vi kan skabe nye virksomheder, samtidig med, at en del af vore medlemmer fra andre steder på kysten, hvor der er arbejdsløshed, måske søger arbejde i Sydgrønland.

Der er tale om 715 permanente nye jobs og 1,5 milliarder kroner om året i nye skatteindtægter. Det kan vi bruge til nye boliger, skoler, sygehuse og bedre ydelser til alle os almindelige borgere.

Lidt sammenligning

I Norge eksempelvis kombineres i dag olieindustri, minevirksomhed og fiskeri i stor stil og på en god måde, uden at de generer hinanden. Sådan er det også i Canada.

Selvfølgelig er det i vores alles interesse, at minedriften sker på et højt miljø- og sikkerhedsniveau, så den ikke er til fare for beboerne i Narsaq og for de arbejdere, der kommer til at blive beskæftiget dér.

Jeg mener, at de strenge sikkerhedsmæssige krav, der er lagt op til med hensyn til Kuannersuit-projektet, gør, at minen kan drives uden at den er til fare for sundheden blandt Narsaq-beboerne og arbejderne.

I Canada drives så vidt jeg husker 12 uran-miner i dag. De bryder uranmalm med en lødighed på op til 20 procent. Nogle af minerne har kørt gennem et par generationer af medarbejdere. Til sammen­ligning er indholdet af uran i malmen i Kvanefjeldet helt nede på 0,03 %.

Hvornår har vi hørt, at de mange arbejdere i uran-minerne i Canada er blevet udsat for dødsfald på grund af deres arbejde? Jeg er i hvert fald ikke vidende om sådan noget. Hvis der havde været dødsfald, har vi fået nys om det for længe siden.

Sidste nyt og samtaleemne vedrørende Kuannersuit-projekt er bl. a. det farlige syreanlæg til forarbejdning af malm. Det er sikkert farligt. Det er derfor, at vi som et fagforbund skal arbejde for, at de medarbejdere, der kommer til at blive beskæftiget dér, beskyttes på en behørig måde.

Så vidt jeg ved, har man i guldminen Nalunaq i Nanortalik-området benyttet sig af et meget farligere kemisk stof, cyanid, i forarbejdningen af malmen – uden at det tilsyneladende har givet nogen problemer.

Derfor skal vi indhente sikre og lødige oplysninger, og ikke på forhånd sige nej til alt. Arbejdet i værfterne og i fiskefabrikkerne kan jo også være forbundet med fare, når man ikke er forsigtig og ikke følger sikkerhedsforskrifterne.

Ikke enten eller men både og

Med tanke om vores allesammens fremtid og med tanke om bedre velfærd for fagforeningens medlemmer fremover, slår jeg til lyd for igangsættelse af minedrift ved Narsaq. Mange i udlandet misunder os for, at vi har så gode muligheder for at fremme produktionen.

Det er jo spørgsmål om, hvor længe vi kan benytte os af havets levende ressourcer, da presset på fiskeressourcerne allerede er meget stærkt. Og torskefiskeriet i Sydgrønland går dårligt.

At have arbejde og bedre velfærd er såmænd også en menneskeret!

Sagen er således ikke “enten minedrift eller traditionelle erhverv“ – men ”både minedrift og traditionelle erhverv“, der kan supplere hinanden på en god og givtig måde.

Ny mine vil generere bedre købekraft blandt borgere, der arbejder i henhold til SIK-overenskomst og andre borgere.

Minens hundreder af medarbejdere skal sikkert spise godt hver eneste dag, og jeg går ud fra, at minevirksomheden vil handle lokalt i stor udstrækning. Det vil da øge landbrugets og fiskeriets afsætning lokalt. Der er her er en oplagt mulighed for at gøre “kagen større“.

Jess G. Berthelsen,
Formand for SIK

Nuuk, den 12. februar 2021