Skip to content

Fra den 17. juni: Mød op mindst to timer før flyafrejse fra Nuuk

Når den nye lufthavnsterminal i Nuuk åbner den 17. juni 2024 bliver det endnu vigtigere for rejsende at møde op her i god tid – i hvert fald mindst to timer før en planlagt afrejse. Og det er uanset om man rejser indenrigs, mellemlander i Nuuk eller rejser udenrigs.

Det meddeler Mittarfeqarfiit/Grønlands Lufthavne. Og det vil SIK’s Feriefond, der til daglig har at gøre med mange familierejser, gerne være med til at gøre opmærksom på. Lufthavnselskabets informationsplanche er således lagt ud på SIK’s Facebook.

Samtidig med åbningen af den nye terminal åbner, træder nye sikkerhedsprocedurer nemlig også i kraft. Dét, at man skal igennem sikkerhedskontrol uanset rejsemål og mellemlanding, kan skabe kø og ventetid. Så det gælder om at møde op i god tid for at sikre en smidig gennemgang.

For dem, der mellemlander i Nuuk, betyder det helt konkret, at man skal gå fra ankomsthallen op gennem terminalen og videre til sikkerhedskontrollen, og ned igen til afgangshallen for at gå ombord på flyet.

Grønlands Lufthavne gør opmærksom på, at der frem til den 28. november 2024 er sikkerhedskontrol både i Nuuk og i Kangerlussuaq, altså dobbelttjek. Den dag åbner internationale flyvninger fra Nuuk.

”Denne dobbelte sikkerhedskontrol er nødvendig, da det giver os mulighed for grundigt at træne i det nye sikkerhedsudstyr og øve de nye procedurer, som den nye sikkerhedskontrols procedure kræver,” forklarer Grønlands Lufthavne.

Informationsplanchen “5 ting du skal vide om sikkerhedskontrol i Nuuk Lufthavn” kan hentes ved at klikke på billedet her.

► Nærmere oplysninger kan også læses her: https://airports.gl/sikkerhedskontrol/