Alarmklokkerne ringede, da Naalakkersuisoq for energi, Jess Svane, opremsede finansieringsmuligheder for det vandkraftværk, der tænkes opført for at forsyne Aasiaat og Qasigiannguit med elektricitet.
En af mulighederne skulle være at gøre den offentligt-ejede energiforsyningsvirksomhed til et aktieselskab. Og en af nyhedsmedierne citerer energiministeren for at have sagt, at det kan blive nødvendigt at ”privatisere” Nukissiorfiit for at få råd til det nye vandkraftværk.
Hvad man end mener med privatisering, om det bare er en definition af at omdanne området til et aktieselskab, er det skræmmende i henseende af, hvad der historisk er sket – den har nemlig meget med samfundsstrukturen at gøre. Den er tæt forbundet med spørgsmålet om, hvad vi grønlændere ønsker om den kurs, hvorpå landet skal styres.
Man kan da ikke overlade ansvaret for landets fremtidige udvikling til private virksomheder. Skal markedskræfterne styre vores fremtid? Er det en løsning, der passer til et så lille samfund som vores?
Indimellem føler jeg et sandt savn af de to tidligere store samfundsvirksomheder, KGH (på handel og forsyning) og GTO (på teknik og energi).
De to virksomheder af den forgangne tid skulle være redskaber til at føre en mere ensartet udvikling af landet.
GTO havde bådeværfter i alle de største byer, hvor mange håndværkere blev udlært – bådebyggere, maskinarbejdere, bilmekanikere og elektrikere.
I KGH’s tid blev der sørget for daglig afhentning af fisk fra bygdeanlæggene, hvorfor arbejdet i de små bygdeanlæg næsten aldrig blev stoppet på grund af fyldte fiskelagre. Der var således mere stabil drift af bygdeanlæggene dengang.
Hvad der skete i den efterfølgende tid, behøver jeg ikke at fortælle nærmere om. De fleste ved, hvad der skete i dette stykke af Grønlandshistorien.
Det, som jeg gerne vil komme nærmere ind på, er, at politikerne oftere og oftere nævner ordet privatisering – og at de gør det, uden først at fastlægge overordnede retningslinier for, hvordan land og samfund skal være indrettet om 30 år.
Det er ligesom at famle sig frem med bind for øjnene, uden at forvisse sig om, hvad privatisering vil føre til.
Hjemmestyret overtog så en butiksvirksomhed, som forsynede landet i en helhedsbetragtning. Det var KNI. Her blev landet serviceret ensartet som en helhed, og overskuddet gik til landskassen. Hvis jeg ikke husker forkert, var der op mod 100 mio. kr. der fra den kilde blev tilført landskassen årligt i nogle år.
Så fik man den idé at privatisere en del af KNI. Og det gjorde man. Hjemmestyret måtte herefter tage sig af udgiftskrævende områder, der ”ikke kunne betale sig”.
KNI-butikkerne i de større byer blev solgt til Dagrofra for en slik – for 220 mio. kr. Og disse penge blev kanaliseret direkte til Royal Greenland.
Forleden spurgte en af mine børn mig: ”Blev pengene så brugt til at skabe nye virksomheder?” Jeg svarede med stor beklagelse: ”Nej!”
Det er noget, som jeg ikke kan forstå. Vort land, som tidligere var blevet drevet i solidaritetsprincippet, blev svækket. Butikkerne i de større byer var nu i private virksomheders hænder. Det overskud, som tidligere gik til samfundet som helhed, blev nu overført til privat fortjeneste.
Før var der en egentlig solidarisk ordning, hvor de større byer var med til at forsyne de mindre byer og bygder.
Nu, hvor der end ikke er taget beslutning om, hvordan vort land skal udvikles som helhed, begynder man at tale om mulig privatisering af energiforsyningsområdet.
Energiforsyningen ved Nukissiorfiit har en central betydning for landets udvikling. Det er et område, der vil have en afgørende indflydelse på et sammenhængende Grønland.
Hvad er det, man forestiller sig? Tilflytningen til de større byer, til Nuuk i særdeleshed, vil for alvor accelerere. Man kan tro om igen, hvis man troede, at de private energiinvestorer ville satse på ikke-overskudsgivende byer og bygder. Så vil den skæve udvikling i landet nu rigtig blive skæv. (Hvorfor var det nu at Pisiffik ikke ville etablere butikker i de mindre byer?)
Energiforsyningen, havnefaciliteterne og lufthavnene kan sikre en sammenhængende udvikling af landet som helhed. Derfor vil det være helt ved siden af at begynde at tale om privatisering af Nukissiorfiit, førend man har taget en principbeslutning om udvikling på landsplan.
Jess G. Berthelsen
Formand for SIK