Foto: SIK’s nye hovedbestyrelse. Forreste række: Formand Jess G. Berthelsen, næstformand Sofie Svendsen. Stående fra venstre: Jens Nuka Poulsen, Benjamin Kielsen, Pualuna Kivioq, Ane-Marie Havmøller-Jørgensen, Qulutannguaq Berthelsen, Else Jonna Lange og Nuunu Jerimiassen.
SIK’s 24. kongres som fagforbund blev afsluttet i dag med valg af formand, næstformand og øvrige medlemmer af hovedbestyrelsen.
Jess G. Berthelsen blev genvalgt som formand uden modkandidat. 35-års jubilæet for hans formandskab blev markeret ved en reception dagen før kongressens start. En enestående begivenhed. Og Sofie Svendsen blev valgt som næstformand (hun er SIK-lokalformand i Nuuk).
De øvrige medlemmer af hovedbestyrelsen er nu efter valget: Benjamin Kielsen (Narsaq), Qulutannguaq Berthelsen (Nuuk), Jens Nuka Poulsen (Tasiilaq), Nuunu Jerimiassen (Aasiaat), Pualuna Kivioq (Qaanaaq), Else Jonna Lange (Ilulissat) og Ane-Marie Havmøller-Jørgensen (Upernavik).
SIK Ungdom nedlagt som afdeling
Kongressen besluttede en række organisatoriske ændringer i fagforbundets vedtægter. Den mest markante er, at SIK Ungdom ikke længere optræder i vedtægterne. Det betyder, at afdelingen bliver nedlagt som en enhed i organisationen.
SIK Ungdom blev etableret i 2013 for at tiltrække unge medlemmer og aktivisere dem i fagforeningsarbejdet. Men den har ikke virket efter hensigten. I stedet for at have en traditionel foreningsmodel, lægges der op til fremover at arbejde med ungdommen på en anden måde – via den nye informationsteknologi og sociale medier.
Vidtspændende beretning
SIK’s hovedbestyrelse har en måned før kongressen udsendt en udførlig beretning, der behandler mange emner, både internt organisatoriske og samfundspolitiske.
I beretningen er der bl. a. fokus på den forrige hovedbestyrelses organisatoriske tiltag, samarbejdet med andre fagforeninger, aktiviteter i fagforbundets fonde (Socialfonden og Feriefonden), udviklingen på arbejdsmarkedet, prisudviklingen, ønsket om mere velfærd i samfundet, nødvendigheden af værdiforøgelse på fiskeprodukter samt nødvendigheden af en langsigtet og koordineret landsplan.
Sluttelig opfordres til sammenhold i samfundet – et sammenhold, der er nødvendigt som aldrig før. Her henvises til den internationalt usikre tid, Grønland oplever med den amerikanske præsident Trumps nærgående interesse.
► Klik her for at hente dansk resumé af hovedbestyrelsens beretning
