Skip to content

Vellykket fortsat medlemskampagne i Ilulissat


Repræsentanter for arbejderforeningen i Ilulissat i Brugsens entre. Fra venstre: Tillidsrepræsentant i Royal Arctic Line, Elias Brandt, SIP-formand Else Jonna Villadsen og medarbejder i Unganartoq, Mette Marie M. Lennert.

Fredag den 1. oktober 2021 stillede tre repræsentanter for arbejderforeningen i Ilulissat op i Brugsens indgang med et standbord for at dele informationer ud om medlemskab af SIK og give lidt PR-gaver ud.

Både dem, der allerede er medlemmer af fagforeningen og dem, der kunne tænke sig at blive det, gjorde ophold ved det gode bord: Mange slidstærke indkøbsmuleposer blev delt ud indeholdende informationsfoldere, kortspil samt slik og balloner til børnene.

“Det var meget hyggeligt, og vi var lige ved at blive stressede, da folk stimlede sig omkring os,” fortæller SIP’s formand, Else Jonna Villadsen.

Arrangementet førte til noget godt: Medlemstallet steg med 27 nye den eftermiddag, og i de efterfølgende dage kom yderligere tre indmeldelser – så begivenheden resulterede i ialt 30 nye indmeldelser af medlemmer.

Såfremt der er tanker om arrangementer af samme art andre steder på kysten, kan man bede SIK’s sekretariat være behjælpelig med informationsfoldere og logovarer.