Endnu en gang: I hvilken kurs og hvordan vil vi lede og drive vort land? Selvmodsigende beslutninger uden hoved og hale præger samfundet.
Fiskeindustrien
På vores langstrakte kyst har vi i dag adskillige fiske- og reje-indhandlingsanlæg.
Selvfølgelig bliver en del af fabrikkerne moderniseret hvad angår produktionsudstyr. Det betyder så, at skaldyr og fisk, der bliver bragt i land, kan bearbejdes hurtigere.
Der er fire indhandlingssteder, hvor man kan bearbejde rejer. Med den totale mængde tildelte kvoter til landanlæg kan to af disse rejefabrikker i dag udføre hele produktionen, det vil sige, at de to andre rejefabrikker faktisk kan lukkes, uden at det betyder noget i helhed.
Som det vides, har rejefabrikken i Aasiaat i længere til haft problemer med produktionen på grund af utilstrækkelige tilførsler af råvarer. Det er derfor positivt, at ejerne af fabrikken i den seneste tid er blevet tildelt en mindre hellefiske-kvote. Det er dog ikke tilstrækkeligt for at sikre en vedvarende produktion i fabrikken.
Jeg tænker på følgende: De virksomhedsejere, som er blevet tildelt en hellefiske-kvote, taler om selv at bygge en fabrik, mens den stedlige Royal Greenland-fabrik, der er af en anselig størrelse, for tiden kun beskæftiger syv medarbejdere, fordi den begrænsede råvaretilførsel ikke strækker til flere. Og tænk i øvrigt på, at SIK’s medlemmer i fabrikken i Ilulissat nu ofte hjemsendes på grund af manglende råvarer.
Der er intet, der hænger sammen!
Minedrift
Der kommer flere og flere interesserede til for råstofudvinding i Sydgrønland, hvor der allerede er aktivitet på området.
Der er også noget i gang i Killavaat. Og vi ved, at vi kan drive en minevirksomhed af stor størrelse i Narsaq-området, hvis det er det, vi ønsker.
Derfor bliver jeg nødt til at spørge: Hvad er det, vi vil med vort land som helhed?
Hvordan og hvorledes er det nu, vi vil drive vort land i sammenhæng?
Eller vil vi gøre det med bind for øjnene?
Jess G. Berthelsen, formand for SIK